I do ...

Ja, vi må jo så indrømme, at der igen er gået lidt tid siden det sidste indlæg…. Vi beklager meget, men vi har bare så meget om ørene med alle de super awesome ting, som vi oplever :) Men bær over med os, for når vi endelig skriver noget, så er det også gu’e sager!

Et bette smut til Guds hus

Så skulle det prøves…. SanneC skulle med Brad, Megan og børnene i kirke for første gang. De går i kirke hver søndag – hvis de er hjemme til det. Kirken ligger ca. et kvarters kørsel herfra (omkring Danville), og den har over 1000 medlemmer, hvilket jeg syntes er ret imponerede. For det første, så ligner det slet ikke en kirke (i hvert fald ikke en gammeldaws kirke, som vi kender hjemme fra Danmark). Den er meget moderne med en kæmpe parkeringsplads udenfor (for jer der kommer Nordjylland – specielt Brønderslev-området – tænk på Stenum Frikirke, bare fem-seks gange større). Da vi ankom, var der en helt masse mennesker. Man går først ind i en stor forhal, hvor der er proppet med mennesker. Allerede på det tidspunkt vidste jeg, at det ville blive en helt anden oplevelse end en tur i Den Danske Folkekirke… Det næste vi gjorde var at ’sætte’ børnene af i de forskellige ’legerum’, hvor de skulle passes, imens de voksne skulle til gudstjeneste. Det var meget anderledes fra en dansk kirke. Broderick og Anika kom i forskellige ’legerum’, fordi de er delt op efter alder, hvor de fik navneskilte med numre på – og nu undrer i jer jo nok over, at børnene fik numre, men det var der en helt speciel grund til. Under gudstjenesten kan forældrene til de børn, der græder eller ikke opfører sig ordentligt, se nummeret på deres barn komme op på en lille skærm bagved scenen (og ja i læste rigtigt – jeg sagde ’scene’) :) Salen, hvor gudstjenesten blev afholdt, var en kæmpe stor sal med plads til en masse mennesker. Der var endda to etager med siddepladser – lidt ligesom en koncertsal. Vi kom ind og oppe på scenen, var der et band (dvs. fire sangere, en trommeslager, to guitarister, en bassist og et klaver – hele moletawsen), der spillede en moderne sang (selvfølgelig en religiøs sang). Teksten på sangen blev vist på en af de to forskellige storskærme i rummet, så folk kunne følge med og synge med, hvis de havde lyst til det. Vi blev alle sammen bedt om at stå op, hvorefter vi sang tre sange, som bestemt ikke var i nærheden af danske salmer. Folk sang med og rockede til sange om Gud, hvilket var meget sjovt at opleve. Generelt var det en positiv oplevelse – dog synes jeg, at det blev lidt for meget, når enkelte folk rakte hænderne op for ’røre’ Gud (og Maria er enig). Maria og hendes ’familie’ kommer også i den samme kirke, så de var der også. Efter sangene kom præsten op på scenen og var klar til give sin prædiken. Inden vi gik ind i salen, havde vi alle sammen fået udleveret en folder med dagens tema og uddrag fra biblen. Præsten var klædt i ganske normalt tøj, så jeg ville aldrig have gættet, at han var præsten. Det var noget helt andet end de sorte præstekjoler, vi ser derhjemme. Hans prædiken var også meget anderledes. Han refererede en masse til dagligdagen og lavede jokes osv., hvilket man heller ikke vil forbinde med en dansk præst (i hvert fald ikke nogle jeg har mødt). Efter gudstjenesten var der tre mennesker, der skulle døbes, hvilket skete bagved scenen bag et hvidt forhæng, og så så man selve dåben på storskærmen. De blev døbt i et bassin, hvor de fik hele kroppen – også ansigtet – under vandet. Inden de blev dyppet under vand skulle de fortælle, hvorfor de havde valgt at blive døbt netop nu (de var alle sammen forskellige aldre), og derefter sige ja til ’at tjene’ Gud – lidt ligesom vi gør, når vi bliver døbt. Det var ret sjovt, at se hvor forskellige sådanne ceremonier kan være. Alt i alt var oplevelsen meget positiv, og jeg ville ikke have noget imod at tage med i kirke igen – om ikke andet så for det sociale aspekt af det. Det er i hvert fald meget forskelligt fra Den Danske Folkekirke, som godt kunne trænge til en lille fornyelse og en god renovering J Jeg synes, det er spændende at opleve, hvor anderledes folk kan være. Generelt, er de fleste herovre vokset op i religiøse familier, og de bruger deres religiøsitet meget mere i deres hverdag. Efter kirken er det ’tradition’/normalt at tage ud og spise, så mig, min ’familie’, Maria og hendes ’familie’ tog på restaurant og spiste lækker mad.

Roadtrip til Quad Cities

Efter vores tur i kirke tog vi hjem og fik en lille lur – vi havde jo været tidligt oppe (kirken starter kl. 9). Om eftermiddagen skulle mig, Brad, Megan og Anika til Quad Cities, imens Broderick var til fødselsdagsfest. Brad skulle flyve fra Quad Cities til et forretningsmøde, så vi kørte ham derop, så vi kunne spise aftensmad sammen og derefter køre hjem igen. Turen til Quad Cities tager ca. halvanden time, så på vej derop fik jeg læst en bog, vi skulle læse til vores Online Kursus. Da vi ankom til byen (som i virkeligheden er fire byer, der hænger sammen) havde alle restauranterne lukket, hvilket fik mig til at tænke på Danmark (hvor alting har lukket om søndagen – det bliver svært at komme hjem til igen). Efter et stykke tid fandt vi en sød lille café/restaurant, hvor vi fik noget lækker mad. Brad blev derefter sat af i lufthavnen, og vi begav os hjemad. Jeg fik ikke set særlig meget af Quad Cities for denne omgang, men vi skal helt sikkert derop igen for at tjekke stedet ud. Der bliver afholdt en masse fede koncerter deroppe, så måske vi skal til én af dem.

Et Ægte Amerikansk Bryllup

Som sagt var vi alle tre blevet inviteret til Nialls søsters (Andrea) bryllup, hvor Maria desværre ikke kunne komme med, fordi hun var i Minnesota med Terrean og børnene. Mig og Janet havde glædet os hele ugen, fordi vi endelig kunne få lov til at ’dresse up’, tage fint tøj på og opleve et æfte amerikansk bryllup :) Brylluppet var kl 4. i kirken tæt på Danville (som forresten hedder ’Harmony’), så omkring middagstid tog jeg over til Janet, Amanda og Jack, hvor vi gjorde os klar. Amanda (som jo er frisør) satte vores hår, og vi lagde flot make-up, tog fine kjoler på og selvfølgelig vores nye stiletter (se billeder).

Vi fulgtes med Carly og Iggy (gode venner af Brad og Megan og Amanda og Ben) til kirken – de var de eneste vi kendte til brylluppet udover Niall og Fiona (Nialls anden storesøster). Det var ret mærkeligt at skulle til et bryllup, hvor vi hverken kendte bruden eller gommen, og vi var meget taknemmelige over, at de rent faktisk ville invitere os med, selvom de ikke kendte os. Det viser bare, hvilken mentalitet de fleste amerikanere har.

Der var inviteret 300 mennesker til brylluppet, og selve bryllupsceremonien var meget smuk. Kirken var dekoreret med levende lys, hvide lagner, blomster osv., hvilket alt sammen var super flot. Først gik præsten og gommen (Nate) op af kirkegulvet, fulgt af alle brudepigerne og forloverne gik i par, og til sidst kom Andrea og Nathan (deres far) gående. Andrea så super godt ud og kjolen var rigtig flot. Generelt, så foregik det meget som et dansk bryllup bortset fra omgivelser og nogle enkelte ting. Præsten holdte en lang tale om deres forhold og deres forhold til Gud osv., hvorefter Niall skulle synge en sang de havde valgt. Imens sangen blev sunget bandt de en Celtisk ’knude’, som vi alle så på storskærmen. Den skulle være et symbol på deres kærlighed og det bånd de indgik den dag. Mig og Janet synes det var en fin detajle – meget romantisk J Selve ceremonien tog ca. en time.

Efter selve bryllupsceremonien var vi alle sammen inviteret til receptionen, som blev afholdt nede ved floden i et stort lokale, som til daglig bliver brugt som basketballhal. Salen var dekoreret rigtig smukt (se billeder). Herovre er det tradition at til hvert bryllup er der én speciel ting, som kendetegner dette specielle bryllup – mange gør det via mad eller sjove ting. Nogle har f.eks. en bar med forskellige slags is, eller chokolade osv. Andrea og Nate havde valgt at lave en popcorn-bar (med alle mulige forskellige slags pop-corn med en masse forskellige smage), hvilket faldt i super god jord ved Janet og jeg. Der var fri bar med vin, øl og sodavand, som alle folk benyttede sig vældigt af. Der var en helt masse borde inde i salen, og de fleste af dem var optaget. Janet og jeg besluttede os for at sætte os ved et tomt bord (i den tro at alle bordene ville blive fyldt op) og vente på at nogle kom og satte sig ved os. Det skete ikke, så vi tilbragte faktisk hele første halvdel af receptionen alene ved vores eget bord :) Dog kendte vi de drenge der stod i baren, så vi snakkede lidt med dem, og ellers hyggede vi os bare med at tage billeder og snakke om hele oplevelsen.

Alex and Adam som bartendere

Efter en halv times tid ankom Brudeparret, deres forældre og alle deres brudepiger og forlovere også til receptionen. De havde kørt i limosine derhen, plus de har stoppet forskellige steder for at tage bryllupsbilleder. Der var en DJ til festen (som sjovt nok er Ben’s onkel), og han præsenterede dem alle sammen par vis, som de var gået op ad kirkegulvet sammen. Til sidst blev Mr. And Mrs. Nate Skifstad endelig præsenteret og festen kunne rigtig begynde.

Andrea and Nate

Så var det tid til at spise og en anden sjov og anderledes ting ved brylluppet var at brudeparret, brudepigerne og forloverne skulle sidde ved et langt bord oppe på scenen, så alle kunne se dem imens vi spiste :) Det er meget anderledes end derhjemme. Vi fik kylling, bønner, kartoffelmos, forskellige grøntsager og brød at spise plus bryllupskage til dessert. Det var en meget simpel menu, hvilket overraskede os lidt. Efter maden dansede vi, drak vin, snakkede med folk og hyggede os rigtig meget. Vi mødte også Nialls forældre, som kom over og spurgte os, hvem vi var :) Vi forklarede, at vi var de danske piger, og så spurgte de ellers ind til hele vores tur osv. Folk er generelt meget interesserede i at høre om Danmark og hvilke forskelle og ligheder der er. Vi er meget taknemmelige for, at vi fik lov til at opleve et amerikansk bryllup, som både var anderledes men også magen til et dansk bryllup på nogle punkter. De havde også en dans mellem bruden og hendes far og gommen og hans mor, han tog også strømpebåndet af hendes lår, og de havde deres ’første dans’, som et gift par. Festen sluttede kl 23. ca (herovre slutter deres fester tidligt). De skulle være ude af salen kl. 24, så Janet og jeg blev der og hjalp til med at rydde op. Det var jo det mindste vi kunne gøre, når de havde inviteret os med til hele brylluppet uden overhovedet at kende os. De var meget taknemmelige for vores hjælp, og de snakker stadigvæk om det :)

Vi synes alle tre, at amerikanerne generelt er meget imødekommende og gæstfrie, hvilket har givet os nogle gode oplevelser, og der kommer sikkert en hel del mere :)

Vi savner jer derhjemme.. Og der er allerede et nyt oplæg under opsejling! Promise..

Ud at køre med de skøre!

Road trip til Des Moines, hovedstaden i Iowa :)

OBS! Denne første del er skrevet af Janet.

Turen blev skudt igang kl. 15.30 amerikansk tid, og så gik det ellers afsted over stepperne med en bil fyldt til bristepunktet med babygear til little baby Jack og så ellers udstyret til alle os fire tøser (Amanda, Sanne, Maria og Jeanette). Vi var godt forberedte på den tre timer lange køretur med en god partykanal på radioen.Bortset lige fra at Jack havde to gange nærdødsoplevelser, så gik turen godt. Den ene dag var han ved at blive kvalt i en chips sådan for alvor, og næste dag, da Amanda ville give ham et bad i badekaret fik han lukket døren ind til badevaerelset med vandet åbnet, og så fik han åbnet skufferne derinde og hevet skarpe neglesakse ud alt imens skuffen blokerede for døren så vi ikke kunne komme ind til ham, men i stedet måtte hugge en skarp kniv ind i siden på skuffen i et forsøg på at få dem lukket så vi kunne åbne døren.

Vi startede weekenden ud med at spise på en japansk restaurant som hed Habachi. Autentisk japansk kan man vist ikke kalde det, nærmere amerikansk japansk, men hele tjener-teamet og kokkene bestod af japanere med undtagelse af en, og det var den kok vi fik. Først lagde han ud med at lave “fried rice” til hele bordet, og det blev gjort med æggekast og andre kunster. Derefter hakkede han et helt løg, som han stablede oven på hinanden, hvor han så hældte noget brandbart væske ned i og satte ild til det. Mega festligt med et lille vulkanudbrud lignede det nærmest. Vi fik noget forskelligt kød og grøntsager, som blev tilbredt foran os.

Vi spoler lige lidt tilbage.. Jeg (Jeanette) har fået lov til at fejre fødselsdag fire gange, første gang søndag d. 12. februar, hvor vi alle tre tøser var der og vores forskellige værtsfamilier plus nogle af deres venner. Det blev fejret på en mexicansk restaurant Casa Fiesta, hvor den stod på tacos og andet godt. Vi havde forklaret lidt om den danske tradition med at lave kagemaend/kagekoner med slik på, som vi skærer hovedet af, mens vi skriger, og da Amanda gerne ville have, at jeg skulle føle mig hjemme (og fordi hun gerne ville prøve at skrige), så havde hun fået lavet en amerikansk version af, hvad hun forestillede sig, at det var. Næste fødselsdag var på min rigtige fødselsdag, tirsdag d. 14. Februar, som jo også er valentins dag, og der var hjerter, slik og kærlighedstema alle steder. Morgenen startede ud med at skype med familien og åbne pakker hjemmefra, som min søde familie, kæreste og venner havde sendt. Super god start på dagen, og derefter kom Sanne ellers forbi og så stod den på rundstykker og kanelsnegle J Resten af dagen blev tilbragt i Iowa City med børnepasning, shopping, og så ellers ud at spise i Mediapolis (en lille by tyve minutter fra, hvor vi bor) om aftenen en masse tøser.

… og nu tilbage til Des Moines igen…

Inden hovedretten blev serveret skulle vi selvfølgelig lige prøve en japansk drink kaldet sakibomb – hvilket er meget lig jägerbombs til de der kender dem (dog ikke smagsmæssigt) – i den japanske version stiller man det lille shotsglas oven på ølglasset på to spisepinde, og så bliver der sagt en remse som slutter af med at man siger SAKIBOMB. Det var ret så festligt :D Efter hovedretten fik Amanda og hendes søstre bildt tjenerne ind, at det var min fødselsdag for så kom der gratis dessert som var friteret bananer og noget is-værk efterfulgt af Happy Birthday sang. Og det samme skete næste aften på en Italiensk Restaurant, som hedder Bravo – der havde jeg fødselsdag igen og ind kom en isdessert med kaffeis og vaniljeis efterfulgt af dansk fødselsdagssang sunget flot af Sanne.

Weekenden stod på massiv shopping i forskellige centre, en tur på IHOP (International House of Pancakes), og ellers bare mulighed for at lære Amandas søstre og deres familier at kende. De tog meget varmt imod os, og alt i alt havde vi en fantastisk weekend J

Sanne tager hermed over….

Efter vores tur til Des Moines startede en normal uge op igen med skole, lektier og hygge. Vi har mødt mange nye mennesker herovre, og er blevet ret gode venner med nogle stykker af dem. Derudover er jeg blevet inviteret på date af Niall, og vi har været på et par stykker siden da. Det er sjovt at se, hvordan normen er herovre med dates osv. (ikke fordi jeg rigtig har noget at samligne med hjemmefra men alligevel). Vi har haft nogle rigtig hyggelige aftnener, og Brad og Megan har ’sagt god’ for ham (det var dem, der præsenterede mig for ham) ;)

Vi er alle tre blevet inviteret til Nialls søsters bryllup på lørdag, som vi har sagt ja til. De har inviteret os med til receptionen efter de har været i kirke, hvilket vi synes er rigtig stort af dem. Maria skal til Minnesota i weekenden med hendes familie, så hun kan desværre ikke komme med til brylluppet. Hun får dog en lækker oplevelse med Terrean og børnene J Men Jeanette og mig glæder os rigtig meget til at komme til at ’dresse up’, tage fine kjoler på og få ordnet hår og opleve et ægte amerikansk bryllup. Vi skal nok holde jer opdateret på, hvordan det er, men jeg er sikker på at det bliver en god oplevelse.

Derudover har jeg (Sanne) været til en del fester sammen med vores nye venner. Lige pt. bliver alle festerne afholdt i et gammelt hus, hvor to college studerende bor. Der bliver holdt fest onsdag, fredag og lørdag hver uge, og jeg har været med til stort set alle sammen. Det er meget nede på jorden, idet festerne bliver afholdt kælderen, som er sindssygt beskidt. Folk dernede er virkelig flinke og interesserede i at høre om de danske fester og byture. Idet de fleste af dem er under 21, er festerne i kælderen det eneste de kan give sig til. En af drengene fyldte 21 i lørdags (den 25. Februar), og han holdte fødselsdag (også i kælderen), hvor han havde købt en ’keg’ (fustage) ligesom man ser på film (jeg sammenligner alt herovre med de amerikanske teenagefilm) :D Folk lavede ’keg stands’ og havde det sjovt. Det var spændende at prøve J

Vi savner jer alle sammen rigtig meget derhjemme, og håber i har det godt, selvom jeg (Sanne) personligt synes, at der sker alt for lidt drama derhjemme. Be dramatic people!

Mys :*

Jagten på vores nye BFF's :)

Til at starte med:

UNDSKYLD TIL ALLE VORES TROFASTE STALKERS, SOM HAR FORVENTET EN UPDATE TIDLIGERE!
Vi forsøger, at opdatere bloggen, når vi har noget nyt at skrive om, men tiden flyver afsted herovre. Vi hygger os så meget, at vi glemmer det. Men her kommer vores seneste update, om de seneste par uger i Burlington, Iowa.


Lørdag den 4. Februar havde vi alle tre aftalt at tage i biografen for at se den nye gyserfilm med Daniel Radcliffe - The Woman in Black. Vi havde set frem til at komme ind og se filmen, og bestemte os for at det var en fantastisk mulighed for at invitere nogle af vores klassekammerater med, fordi vi var i total underskud af venner på vores egen alder herovre. Vi spurgte folkene i vores World Lit II-class, om de havde lyst til at spise på Peaches (restauranten som Ben forældre ejer), og derefter i biografen. Tre af drengene (Mike, JD og Brenden) og en af pigerne (Lindsay) sagde ja, og vi aftalte at mødes på Peaches kl. 18 til aftensmad. Desværre blev Lindsay syg, så hun meldte afbud og JD skulle blive længere tid på sit arbejde, så han ville møde os i biografen.
Jeanette, Maria og jeg spiste derfor mad sammen med Mike og Brenden, og det var rigtig hyggeligt. De er utroligt interesserede i at høre om Danmark, og vi har allerede lært dem en del danske ord og sætninger - de lære hurtige herovre :)
Vores mad var lidt forsinket, så vi måtte skynde os over til biografen som ligger i den anden ende af Burlington (som ikke er så langt væk). Vi kom ti minutter for sent til filmen, men vi gik kun glip af forfilmene. Efter min mening var filmen super god - en god gyserfilm med en god mængde gys. At dømme efter Jeanette's hånd på mit lår og min skulder, så var der vist også nok gys i den for hendes smag ;) Maria syntes derimod at filmen var direkte sjov og en smule urealistisk :)
Da filmen var færdig var kl kun halv 9, og vi besluttede os for at tage til FunCity for at spille lasertag og bowling. Vi spillede lasertag først, hvilket foregår på samme måde som hjemme i DK, med veste og laserpistoler. Vi valgte at spille drengene mod pigerne, hvilket var et dårligt valg siden drengenge kendte banen, vi spillede på. Vi tabte STORT :D
Derefter spillede vi bowling. Det skal lige siges, at FunCity er et stort sted med svømmehal, casino, poolbarer, diskoteker, lasertag, bowlingbaner og en masse andet sjov.
Vores bowlingspil gik lidt bedre, og vi vandt over to af drengene :) Efter spillet sagde vi tak for i aften og kørte hjem :) Vi havde hermed fået os tre nye venner på vores egen alder :)



Søndag den 5. Februar stod den på SuperBowl fest. SuperBowl er en ret stor begivenhed herovre, og Brad og Megan ville vise os, hvordan de normalt fejrer denne dag. Derfor afholdte de en lille kom-sammen (med 50 af deres nærmeste venner). Huset var propfyldt med mennesker - især børn som gik i krig med Broderick og Anikas enorme legeværelse :) Alle folk medbragte en forret eller en dessert, og Brad og Megan havde bestilt pizzaer fra PizzaHut. Jeg havde lavet frikadeller, så alle amerikanerne kunne smage en lille dansk delikatesse, og Janet havde lavet en rigtig lækker broccolisalat :) Alle spiste og spiste af alle godter (der var alt for chokoladeovertrakte jordbær til ost med kiks til alverdens slags muffins) og vi hyggede is rigtig meget. Der var koblet tre TV op rundt omkring i huset, så alle kunne få et glimt af kampen. Det viser sig at en Amerikansk fodboldkamp er super lang og der er en million reklamer. Vi har stadigvæk ikke forstået reglerne til fulde - men Brad siger, at det kommer først efter at have set mange kampe og fået forklaret reglerne, så vi har det ikke dårligt med det ;) De fleste af folkene så også kun kampen for at se reklamerne, som er helt nye. Producenterne betaler mange penge for at få deres reklamer med i SuperBowl's sendetid, så de gør en hel masse ud af dem. De fleste af reklamerne var ret sjove, så det var underholdende. Derudover så vi half time showet med Madonna, som også var ret godt :) Alt i alt var det en lærerig og sjov oplevelse, som vi var glade for at få med :)

Vi havde inviteret drengene fra vores klasse til vores SuperBowl party, så Brad, Megan, Jeff, Terrean, Ben and Amanda også kunne møde dem. Derudover havde Megan inviteret deres gamle barnepige, Fiona, til festen, så vi kunne møde flere mennesker på vores alder. Hun tog sin lillebror Niall med, som også går på vores skole. Vi fik også snakket en del med dem, og vi har siden da været en del sammen med Niall og mødt en masse andre fra skolen :)
Alt i alt var vores oplevelse med SuperBowl rigtig god, og vi fik indsigt i en god Amerikansk tradition.


I onsdags blev vi inviteret til vores første fest. Niall kender en masse folk fra SCC, og de ved, hvor der bliver holdt fest. De holder tit fest om onsdagen, hvilket de kalder "Hump day", fordi det er det 'hump' (bump) midt på ugen man skal over :) Vi tog afsted til festen ved 22 tiden. Det var en privatfest, fordi ikke alle er over 21. Vi mødte en masse nye mennesker, og de fleste går på SCC, så vi har faktisk folk, der siger hej til os på gangene nu og kalder efter os :) Det er rigtig god start, selvom det tog sin tid :) Nu ved vi, hvor vi kan gå til fest i weekenden, og hvis vi ikke har lyst til fest, så har vi en masse venner, vi kan tage i biffen med eller ud og spise med :)

Vi har det fantastisk herovre, vi nyder tilværelsen og møder en masse fantastiske mennesker. Men men men vi savner jer derhjemme! Det er vildt at tænke på, at der stadigvæk er 5 måneder til at vi sætter fod på dansk jord igen :)


Kæmpe knus fra Jeanette, Maria og Sanne :)

P.S. Vi skal forsøge at skrive herinde lidt oftere (men man bliver sku lidt doven af at leve det amerikanske liv) :D

Første bytur i Burlington :)

Så er det vist ved at være på tide med et nyt indlæg, som jeg ved i allesammen længes efter! Det er dog lidt svært at komme med indlæg hele tiden, fordi der som sagt er gået hverdag i den herovre, så der sker ikke det helt vilde af nye sager :)

Dog kan vi da fortælle jer om vores første tur i byen herovre i Burlington, Iowa. Sidste lørdag, den 21. januar, havde Amanda arrangeret en tøse-aften inde i Downtown Burlington. Hun havde e-mailet et par af hendes veninder (ca. 25 stykker), og spurgt om de ville lære os at kende og være med til vise os hvordan man fester i Iowa. Vi mødtes på et lille pizza-/pool-sted som hedder Moto's, hvor vi skulle smage den bedste pizza i Iowa (hvilket var super godt - også selvom det var vegetar pizzaer ;)). Vi mødte nogle nye søde mennesker, imens vi spiste lækker pizza og drinks de bedste drinks i vores liv (Lemon Drops). Vi blev på Moto's og spillede pool og hyggede os indtil ca kl. 21.30. Derefter skulle vi videre til en bar, som hedder Kelly O-Sheas, hvor man blandt andet kunne synge Karaoke :)

På den her tid var der blevet tyndet lidt ud i vores selskab, idet en del af damerne var taget hjem :) Så vi var en ti stykker tilbage, da vi endte på Kelly O-Sheas. Baren var super hyggelig og var fyldt med mennesker af alle mulige forskellige slags - gamle, unge, lokale, udenbys osv.

Der gik ikke ti sekunder før Maria og Jeanette havde besluttet, at jeg skulle prøve at synge karaoke, og efter ca. ti minutter var "Sweet Child O'Mine" med Guns'n'Roses bestilt hos karaoke-damen. Så der blev sunget for fulde hammer og folkene i baren var mere end tilfredse, hvilket blev vist med Rock'n'Roll håndtegn blandt andet :)

Vi drak nogle flere Lemon Drops (og ja, jeg kunne godt drikke alkohol derinde - jeg er ikke blevet spurgt om ID endnu), hørte en masse sjove mennesker synge karaoke, imens vi snakkede med nogle skønne mennesker :)

Kl. 01.40 kørte vi hjem (Amanda kørte), fordi barene lukker tidligt herovre, så vi kan ikke tage i byen til kl. 06 om morgenen, som vi plejer ;) Vi skulle allesammen sove hjemme ved Ben og Amanda, fordi vi skulle med på Peaches (Ben's forældres restaurant) og spise Brunch, sammen med alle vores familier. Brunchen var super lækker med mad til alles smag - fra cupcakes til spaghetti med kødboller til omeletter :)

Efter brunchen tog vi allesammen hjem og de fleste af os fik en lille lur herhjemme.

Så startede ugen igen og skolen igen. Vi klarer os ret godt i skolen indtil videre, hvor vi har fået næsten alle de point, som vi har kunnet få, så det er bare dejligt :)

Noget andet nyt er, at vi allesammen er blevet klippet (og jeg er blevet farvet) af Amanda, som har sin egen frisørsalon. Vi er alle tre blevet ret flotte ;)

 

 

Her den 5. februar skal vi holde SuperBowl aften med alle vores familier, hvor Brad og Megan holder fest for os, så vi kan få noget dejligt mad (burger, pizza, noget a la pindemad - men menuen er ikke helt færdig endnu). Det bliver spændende at opleve :)

Derudover gør vi klar til at fejre Janet's fødselsdag snart - på Valenstine's day :) Det bliver godt. Amanda har bestilt mani- og pedicure til hende lige inden hendes fødselsdag, som en del af hendes gave og som tak fordi hun passer Jack så tit :)

Men det var alt for nu :) Fortsæt endelig med at læse i vores blog, selvom der ikke er vildt mange indlæg lige nu. Vi er super glade for at høre, at det går godt derhjemme :)

Vi savner jer allesammen rigtig meget, og glæder os til at vi får besøg.

Møsser til jer allesammen <3

3 x glæde!

Bare fordi vi ikke har andet at rapportere, så vil vi da lige dele vores tre nye yndlingssange, som vi vold-spiller i vores lille automobil. :)

Så kan i lytte lidt til dem, hæ. Og nu skal vi ud og tilfredsstille Sanne's kødlyst, da vi skal på Applebee's og have store fede bøffer, og derefter skal vi ind og se Extremely Loud and Incredibly Close i biffen. Håber DK nyder al den sne i har fået, HAHAHAHA. 

Møs.

Sikke spændende det hele er!

Her i USA's armhule sker der ikke så meget generelt, men i vores små tilværelser er der da nogle småting der er værd at blogge hjem om.

• Vi har betalt både bil og forsikring, så vi er nu blevet stolte bilejere af en rødbrun Ford Taurus fra 2003, som endda kom med en lækker sprit-duft, helt gratis! Vidunderet mangler dog stadig et navn, så kom endelig med kvalificerede bus i kommentarfeltet :)
• På lørdag skal vi til rigtig girls-night-out med et par få tøser (som i cirka 25 kvinder), så det bliver vores første møde med det sparsommelige natteliv Burlington kan byde på.
• Sanne's mor og søstre har bestilt billetter herover til april, den 3-11.
• Janet's mor, kælebjørn og hans mor og mand har også kurs mod the midwest med ankomst den 17. marts og to uger frem. 
• Og jeg, Maria, har i går sammen med 'familien' booket fly og et feriehus i Orlando, Florida i perioden 10. marts til 15. marts, hvor vi bl.a. skal i Disneyworld.

Så, alt i alt er det ganske herligt i West Burlington, Spirit Hollow og Seven Ponds, så i kan sagtens læne jer tilbage og slappe af :) Det eneste vi overhovedet kan klage over er vejret, for minus 14 grader det holder sgu bare ikke!

Håber Danmark har en bedre temperatur og at der sker lige så spændende og underholdende ting der, som vi selv synes der gør her, hæ. 

Indtil næste indlæg,

Jutlantia, inZane og kramebame!

The American Way

Fun "Facts"

• I USA er det ikke uhøfligt at gå indenfor i andres hjem med sko på - i hvert fald ikke i de huse vi har været i indtil videre
• Herovre låser vores værtsfamilier ikke døren til deres hjem - faktisk ved de slet ikk hvor de har deres nøgle henne. Det er virkelig tillid!
• Når man er ude at spise på restaurant er det normalt at få ens overskydende mad med i en "doggy-bag" hvilket gør det endnu billigere at spise ude for så har man også frokost til næste dag :)
• Størstedelen af deres biler har automatgear og det er nogle ordentlige klepperter - herovre er alt bare større, også selvom vi bor i en bette flække i udkants Iowa!! (på nær vores nye bil, det er en ford taurus med automatgear og andre smarte funktioner, den er super fin så det bliver svært for Sanne at komme hjem til Berta igen) Deres biler har en knap til at åbne deres garageport, selve bilen kan startes udefra og igen - ingen nøgle!!
• I USA er det lovligt at lave et højresving selvom der er rødt lys - vi skal helt sikkert ha' indført det i DK også, det er da helt sikkert!!
• Sanne finder ud af på den hårde måde hvor hårdt det er at være "mindreårig" i USA - hun er nødt til at vente helt til marts før hun bliver 21 og kan drikke lovligt i USA
• Der findes titusinde slags fast food restauranter, titusinde slags ahornsirup, titusinde slags popcorn (karamel, cheddar, chili, osv) - men de har ikke vaniljesukker herovre?! what is up with that..! og det er også umuligt at opstøve en flæskesteg.. at de ikke har rugbrød og leverpostej kommer ikk som nogen overraskelse for os, men vi savner det alligevel!
• Det er ikke muligt at få yoghurt i liter størrelse - det er nok det eneste punkt hvor USA ikke vælger at "go big"
• Supermarkederne har døgnåbent herovre - ALLE DAGE!
• Moden er åbenbart ikk nået til USA - i hvert fald ikke til Burlington, fyrene synes ikke at have hørt om at man kan sætte sit hår, alle render rundt i sweatpants, store slidte wrangler jeans og udtrådte tennissko - tænk 90210 Beverly Hills style, de første afsnit af serien det beskriver det ret godt.. Nogle tager endda i skole i natbukser og futsko!?!
• Der er amerikanske flag - ÜBERALLES! Du er ikke i tvivl om hvilket land du er i
• Der er refills på sodavand!! (Sanne og Maria er selvfølgelig i total ekstase over det;)
• Det er høfligt at give 15% af regningen i drikkepenge
• Næsten ethvert hus som er forholdsvis nyt har walk-in-closets (we ghosta)

- det var vist det for nu, men der bliver sikkert tilføjet mere til den liste der er mange ting der foregår anderledes end i DK, alle mulige små ting i hverdagen man ikk tænker over, herovre kan alt fås på den "dovne" måde, du kan købe pistachenødder hvor de er knækket ud af deres skaller for en?!

Indtil videre er tiden herovre gået med at komme til at lære vores forskellige amerikanske familier lidt bedre. Vi har været på sightseeing i lokal området så vi ku få et bedre kendskab til det og ellers har den bare stået på skole som vi startede på i onsdags.. Det kommer der mere om snart... :) Ellers går vi bare og hygger, vores værtsfamilier har store planer for os, hvad de gerne vil tage os med ud på, og hvad de gerne vil vise os, så vi får nok at se til :)

Møsser fra Zane, Mawia & Janet.
Miss you all! <3

Dag to, tre og afgang fra The Windy City

Den udsigt vi vågnede op til om morgenen.

Sanne glæder sig rigtig meget til at
se Chicago.

Efter at vi havde fået sovet en del af vores søvnmangel væk tog vi ud for at spise morgenmad. Vi fik en 'rigtig' amerikansk morgenmad med hhv. amerikanske pandekager og french toast, og det var rigtig lækkert! Derefter tog vi på shopping - vi var i alle de lækre butikker der lå i downtown området omkring hotellet. Vi fik købt en del forskelligt, Sanne fik købt en læderjakke og nogle bukser og jeg fik nogle ting i Apple butikken (no hate her, Jesper!). Vi var i Millenium Park for at se en berømt bønne (The Bean), og bagefter forsøgte at komme op i Sears Tower (som så nu hedder Willis Tower), men der var halvanden times ventetid, så vi smuttede ned for at få amerikanske telefonnumre. (Sanne: 312-622-6186, Maria: 312-623-4959, Janet: 312-622-5797, og landekoden er +1).

Ude til lækker morgenmad.

Ready to rumble!

BØH!

Dobbelt bøh!

Os i genspejling i 'bønnen'.

Brad og Megan

Om eftermiddagen var vi blevet tilbudt gratis manicure og pedicure af en Megan's far kender, og det siger man jo ikke nej til. Så vi tog hen på salonen, hvor vi rigtig hyggede med hvidvin og god stemning. Tæt på aftensmadstid ankom dem Janet skal bo ved, Ben og Amanda, og dem jeg skal bo ved, Jeff og Terrean. Sammen tog vi alle på steakhouse og fik de lækreste bøffer i vores liv - der kan Jensen's Bøfhus sgu ikke følge med! Vi var total smadret efter en lang og indtryks-rig dag, så efter vi havde spist skulle vi bare hjem på hovedet i seng. Vi sov som små himmelske børn (i vores Heavenly Beds).

Og ja, vi kan liiiige holde til det.

Lørdag morgen tog vi på pancake house, som også var rigtig lækkert! Det var det første sted hvor portionerne vi fik var 'normale' i størrelsen, og hvor der rent faktisk var en mulighed for at spise det op. Vi ville prøve lykken igen og tog til Willis Tower, og denne gang var der gevinst. Efter en smule ventetid blev det vores tur til at køre de 103 (ud af 110) etager op. Udsigten var helt uden lige, og sigtbarheden var perfekt til at se ud over hele Chicago. Der var for nogle år siden sat nogle glasbokse på bygningen som man kunne gå derud og føle at man stod midt i luften. Vi var alle meget bange for at gå derud, men når vi nu havde taget den kvalmende tur derop, så måtte vi jo ligesom gøre det. Vi så også et ungt par som blev gift i en af de fire glasbokse, og bruden var bare mega smuk! Så tog vi på en rigtig lækker restaurant, hvor vi dog ventede en time før vi kunne få bord. Bagefter stod den på shopping igen, hvor vi fik revet et par jakker og en kjole til os, samt en masse blandet godter fra Victoria's Secret, hæhæ :) Bare for en forandrings skyld tog vi ud og spise igen til aftensmad, hvor menuen stod på verdensberømt Chicago-style pizza! I køen til restauranten mødte vi så, helt tilfældigt, brudeparret fra Willis Tower, sammen med deres familier. Pizzaerne var super lækre med flere kilo ost ovenpå, we like! Stedet var rigtig specielt, da der var skrevet beskeder og navne på vægge, stole, stolper, osv, hvilket gav stedet en rigtig hyggelig atmosfære. Til vores tøsebord bestilte vi en enkelt drink - se billedet, hæhæh :D Efter mad tog vi til toppen af John Hancock bygningen, som lå lige ved vores hotel, og fik drinks i baren på den øverste etage, med en smuk udsigt over Chicago by night. 

Udsigten fra Willis Tower

Brudeparret og hendes nice' kjole!

Først er det sådan okay ... 

men så kom vi til at kigge ned!

Vi lover, vi fik kun én!

Udsigten fra John Hancock bygningen.

Ved middagstid søndag tog Janet og jeg og vores familier til O'Hare lufthavn for at tage det otte-personers propelfly der afgår to gange om dagen til Burlington. Sanne kørte med Brad og Megan hjem i bil. Det var en meget spændende oplevelse, men så har vi også prøvet det. Sanne har også givet sig i kast med at køre bil med automat-gear, og det gik helt smertefrit, så vi er klar til at tage byen med storm!

Jeff foran vores lille dødsmaskine.

Den første tid her i Burlington vil få et indlæg for sig selv når vi lige er faldet godt til. Den foreløbige plan er i hvert fald at tage en lille test på skolen her i morgen (tirsdag) og starte op enten onsdag eller fredag, det ved vi ikke lige helt endnu.

Håber at I alle derhjemme er beroliget af at vi er kommet godt og helskindet frem til 'Americas armpit' (som en punker i Chicago fortalte os). Vi savner selvfølgelig jer allesammen, og glæder os til at snakke med jer på Skype og lige se jeres velkendte ansigter igen. 

Køsser og krammer' fra, 

Sanne, Jeanette og Maria

Chicago - Gangsternes by ;)

Kl. er lige nu 7 om morgenen, og vi er alle tre vågne på hotelværelset (efter Maria var så sød at holde os vågne ved at hoppe i sengen), men sagen er den, at vi ikke kan sove mere :)

Vi ankom i går med flyet kl. 18.10 (lokal tid) og skulle igennem pas kontrollen, hvor vi allerede dér løb ind i et par problemer eller to. Vi skulle vise vores pas samt visum og en par andre papirer plus et papir, vi havde i vores mappe. Jeanette havde i vores pakke-ombytning ude i Aalborg Lufthavn pakket hendes mappe i vores dele-kuffert, så derfor måtte hun pænt sige til paskontrolløren at sedlen altså lå i hendes kuffert på transportbåndet i rummet lige ved siden af! Derefter blev hun eskorteret af en politibetjent hen til kufferten for at hente papiret, og så forsvandt hun! Vi troede, hun bare skulle aflevere papiret og så var det det .... Men vi kunne godt tro om igen!

Mega happy-faces i København's Lufthavn inden vi går
til gaten!

Look happy!

Jeanette forsvandt nemlig ind til et rum, som hverken mig eller Maria så, hun gik ind i. Hun blev ført ind i et venteværelse, hvor alle folk med problemer/fejl i deres papirer blev sendt hen. Efter ca. et kvarter finder vi hende siddende blandt en del mexicanere og tyrkiske folk, som også er blevet tilbageholdt. Jeg (Sanne) ringer derfor til Brad for, at forklare hvorfor de har måtte vente i næsten to timer på os. Brad og Megan tog det med et smil (de jokede bl.a. med at Jeanette smuglede stoffer ind i landet) og ventede på os :)

Heldigvis bliver Jeanette "løsladt" kort tid efter, og vi kunne gå ud til Exit B, hvor Brad og Megan ventede med åbne arme, små amerikanske flag og halskæder i blå, hvid og rød :) Det var super dejligt at se dem igen!

De to andre par (Ben & Amanda; Jeff and Terrean) ankommer i dag (fredag) til aftensmadstid, så vi skal på Steakhouse og spise. Det bliver spændende at møde dem også :)

Efter vores ankomst til lufthavnen, blev vores kufferter pakket ned i Brad og Megans bil (som virkelig IKKE er lille), og derefter kørte vi til hotellet (der kommer lige nogle billeder ind senere). Hotellet er helt fantastisk flot, hvilket selve byen også er. Vi blev mødt af kæmpe høje bygninger, masser lys og masser af mennesker :) Så på trods af, at vi havde været vågne i næsten 22 timer, var vi meget overvældede over synet. Efter indcheckningen på hotellet smed vi vores kufferter af, og fortsatte videre til den Italienske Restaurant, som Brad og Megan havde bestilt bord hos. Restauranten var super hyggelig og maden var rigtig god, selvom Maria og Jeanette ikke var særlig sultne (Sanne var selvfølgelig sulten) - og selvom vi havde været sultne havde vi aldrig fået spist op alligevel - portionerne var ENORME. På restauranten fik vi også snakket med Brad og Megan om vores planer for weekenden, og de mere generelle ting vi havde spørgsmål om. Brad fortalte os en del facts om selve Chicago, hvor vi blandt andet fandt ud af at Chicago plejede at være "Home of the Gangsters" i gamle dage :)

Den voldsomme lasagne!

Vi spiste ikke engang halvdelen af vores mad, og så var vi klar til at gå på hovedet i seng, så vi vente tilbage til hotellet. Vi tog nattøj på, og ca et kvarter efter sov vi!

Nu er kl. så blevet halv 8 og vi sidder i nattøj på hotellet og ser fjernsyn, imens vi læser alle de dejlige beskeder og opdateringer fra alle jer derhjemme :) Vi savner jer rigtig meget, men vi hygger os også rigtig meget og glæder os til at det vi skal opleve!

Kæmpe knus og kram til alle jer derhjemme :)

Så det nå'...

Nu er det ved at være oppe over! Om ca. tre timer går flyet til København og om ca. 8 timer går flyet til Chicago, hvor vi vil blive modtaget med kys-hånd af vores "familier" :)

Vi kommer til at savne alle herhjemme, og det bliver en hård tur i lufthavnen i dag! Men vi ved, at i alle hepper på os, når vi er kommet afsted, og vi glæder os meget til turen :)

Så med sommerfugle i maven og kriller i kroppen bliver det her den sidste opdatering på dansk jord for denne blog!

Starten er gået for vores store eventyr i det Staterne!

Vi ses til sommer ;)

(Ps. vi sender mentale kram og kys til alle jer, der ikke kan komme og sige farvel i lufthavnen til "store-tude-fest")